Hvad er Potemkin Design? Ikoner Logoer & bomærker Layout Diverse Downloads Links Kontakt

Forskellen på logoer og bomærker

Ordet logo er en forkortelse for ordet logotype og betegner et billede, der indeholder ord eller bogstaver (ordet "logos" er græsk og betyder ord).  Et bomærke er et billede eller symbol uden bogstaver. I daglig tale er man vist tilbøjelig til at blande begreberne sammen.  Jeg har også oplevet et firma, der forsøgte at skelne mellem deres logo og deres logotype (bomærke), men dem om det.

Ejerskab

De fleste af disse bomærker & logoer blev tegnet til B-DATA, der senere er blevet opkøbt af Logica og nu af CGI. De tilhører derfor dette firma. Nogle af dem er også blevet tegnet som ikoner til Windows 95. Jeg lavede også en animeret rygende pc til brug for vores hotline, men da den var baseret på dåsegrafik, har jeg udeladt den her i samlingen.

Anæstesi
Dette bomærke til B-DATAs anæstesisystem blev tegnet efter et besøg på Stenomuseet i Århus. Masken er derfor nok lidt gammeldags. Det var en nærliggende tanke at animere det til brug på B-DATAs web-site, men der fandtes også en papirudgave, hvor man kun kunne se en del af EKG'et (mere naturtro). Anæstesisytemet var udviklet til MS-DOS. Det skulle ikke undre mig, om det stadig kører et eller andet sted.
Apotek
Et apotekssystem havde vi skam også, ganske vist kun til MS-DOS. Det blev senere erstattet af et apoteksdepotsystem, med et tilsvarende logo.
Blodbank
En blodråbe til B-DATAs blodbankssystem. Jeg syntes, den skulle have en farve som venøst blod og se ud til at være tyktflydende, i stedet for den færdiglavede bloddråbe, vi havde brugt hidtil.
Arbejdsmedicin
Et arbejdsmedicinsk system havde B-DATA skam også - med dette bomærke. Ideen er brugt før i andres tegninger. Bomærket er tegnet i Corel Draw, men slangen, en æskulapsnog, er tegnet med tusch og skannet ind. Det er langt det nemmeste.
Bookingsystem
Dette er bomærket til B-DATAs bookingsystem. Et system, der efterhånden udviklede sig til at kunne det utroligste. Det var i høj grad et kollektivt arbejde med indspark fra de udviklere, der arbejde på produktet. Bl.a. havde vi en diskussion om, hvorvidt man kunne tillade sig at tegne medarbejdere som ludobrikker!
Patologisystem
Det her bomærke blev tegnet til B-DATAs patologisystem. Det blev tegnet i protest mod det bomærke, man brugte på den tid og det blev altså accepteret. Det er senere blevet tegnet om i en højere opløsning og med bedre farver. Det er vel egentlig mit første bomærke.
EPJ
Dette logo blev brugt til B-DATAs meget roste elektroniske patientjournal (EPJ). Der blev lavet mange kasserede udkast, før vi var tilfredse. Tastaturet i midten kom med som et kompromis - en leder i B-DATA foretrak en læge og en sygeplejerske. Egentlig er det lidt misvisende, når der står "PAS EPJ", da det kun er psykiatrisystemet, der hedder sådan. Det somatiske EPJ er afhængigt af et patientadministrationssystem (PAS) på en AS/400 (den maskine hedder noget andet i dag).
Laboratoriesystem
Dette bomærke blev tegnet til B-DATAs laboratoriesystem. Skitsen blev tegnet til en julefrokost og så tegnede jeg det rent i Corel Draw version 7, som man netop kunne få på tilbud. Det var mit første arbejde i Corel Draw og det blev et kæmpearbejde (men godt betalt). Bl.a viste farvegradienterne i Corel Draw sig at rotere, når man ville skifte til gråtoner. Og jeg havde et hyr med at få farverne til at se ordentlige ud på printeren. Så købte B-DATA en pantoneprinter og mine kvaler var ovre.
Planlægningssystem
Dette urværk har vi brugt til et planlægningssystem, som B-DATA solgte til flere af TV2s stationer. Uret er et arvestykke og det virker ikke. Kameraet er et Praktica.
Carl Verner
Dette logo er et, jeg tegnede til en kollega til brug på hans brevpapir (som "vandmærke"). Det blev tegnet med tusch. Skriften er Caslon kursiv.
Svane i solnedgang
Dette bomærke blev udviklet til et lille firma, der sælger kosmetik, shampoo og lignende. Svanen er tegnet med tusch (hvorfor gøre tingene besværligere for sig selv?), skannet ind og vektoriseret.
Mikroskop
Dette mikroskop er tegnet til brug på udskrifter fra ovennævnte patologisystem, men det blev aldrig brugt. Man foretrak en lysere model (et "legetøjsmikroskop").
Indkøb Lager System
Et logo til B-Datas/CGIs indkøb/lager system, ILS. Lavet som en øvelse og ikke taget officielt i brug.
E-Journal
Dette logo blev i stor hast lavet til SUP (Standardiseret Udtræk af Patientdata) og blev brugt i nogen tid. Systemet skiftede senere navn til eJournal og logoet gik af brug.
Serpinsky
Dette bomærke var vist oprindelig tænkt brugt til et røntgenbookingsystem, men det blev aldrig brugt. Det var nok også lidt mærkeligt til det formål. Det var en af mine lyse ideer uden formål. Det er altså ledigt nu, hvis nogle skulle have lyst til at købe det.
Snefald
Denne lille animation lavede jeg til B-DATAs web-site til brug for en december måned. Den forestiller en pæn stor AS/400, som de så ud engang, og en stor server. Jeg lavede også en udgave til WM-data, da de havde opkøbt B-DATA (inden de blev opkøbt af Logica). Den var tænkt brugt i rigtige snekugler, som man dengang kunne købe hos fotohandlerne. Den skulle have været brugt til lidt kundereklame, men det blev aldrig til noget.
The Nuclear Kids
Et logo som jeg lavede til min lillebrors punkband. Vi fotokopierede det, malede det gult med tusch og lavede badges af det.
Personligt stempel
Et stempel til at "signere" billeder og lignende med, skåret i linoleum.
Personligt stempel
Et lille stempel til at "signere" billeder og lignende med. Det er skåret i pæretræ og stemplet forestiller i øvrigt en skildpadde.



Potemkin Design logo
(c) Ditlev Viðstein Petersen